jun 22
2025

Temakonkurrencen, 1. runde. Sikke en gang sjusk
Af Poul Chr. Jensen
 
Sjældent har vi set så meget sjusk på en klubaften, men hvad kunne man ellers forvente, når emnet i årets første runde af temakonkurrencen netop var ”sjusk”. Emnet var blevet fortolket på mange forskellige måder af deltagerne, men selve billederne var der bestemt ikke sjusket med, de var, som altid dygtigt fremstillet i højeste kvalitet, printet i A4 størrelse og lagt ud på bordene til bedømmelse af de fremmødte.
 

Der var billeder af håndværkersjusk af enhver art. Postkasser var der flere af. En hang meget skævt, fire hvide af slagsen var tapet til med sort tape, og postkassen hos Mageløs Graviditetsscanning var i en utilgivelig sjusket forfatning med afskallet maling og en åben låge, ikke just en forfatning, der signalerer omhyggelighed og diskretion. Der var billeder af en sjusket opklodsning, sjusk med skæmmende gamle betonfundamenter og håbløs ledningsføring på den udvendige husmur, et kloakdæksel med vejstribe, der var genplaceret uden hensyntagen til stribens oprindelige forløb, og det fineste malerarbejde på et bindingsværkshus, som blot var skæmmet af en enkelt, men meget iøjnefaldende løber. Alt sammen seriøst håndværkersjusk.

En fugl med sjusket fjerdragt, sjusk med rod i haven og mærkelige opstillinger i haven var også blevet foreviget.

Et par fine portrætter var også blandt de deltagende billeder, dog med et par små  sjuske-finter. Et hvor modellen har lukket øjnene og et hvor modellen var på vej ud af billedet.

Hvad mere kan der sjuskes med. Jo, mænd er i stand til at sjuske på mange måder. En havde taget sine underbukser på med vrangen ud og på et andet billede havde et hankønsvæsen pisset gevaldigt ved siden af kummen. Autor kunne dog oplyse, at der var brugt en anden flydende substans ved optagelsen.

Hvilket billede valgte de fremmødte så som det bedste billede blandt alle disse gode løsninger?
Det er naturligvis løsningen af dagens emne, der er det vigtigste kriterie for høje points, men det gør jo heller ikke noget, at det i øvrigt er et godt billede og gerne et, der får os til at trække på smilebåndet.

Lars Tegen besatte førstepladsen med sit billede af det fine malerarbejde på bindingsværket med den lille, men meget iøjnefaldende løber. Lars T. Andersen besatte andenpladsen med den sjuskede opklodsning af en bjælke, og tredjepladsen besatte Niels Holmgård med det lidt ulækre billede, hvor der var pisset ved siden af kummen. Alle sammen gode løsninger på dagens emne.
   
Tillykke til de tre vindere!



De 3 vinderbilleder og pointlisten ses herunder:

tema 25 01 01
1. plads: Lars Tegen

tema 24 01 02
2. plads: Lars Andersen

tema 24 01 03
3. plads: Niels Holmgård




Traditionen tro kan man give hvert billede fra 1 - 10 point. Pointene herunder fremkommer ved at dele antallet af afgivne stemmer op i det samlede pointtal. Derved får man en ensartet pointgivning henover runderne uanset antallet af dommere (læs: medlemmer). Det giver samtidig retfærdighed i tilfælde af, at autor ikke selv er fremmødt og derved ville kunne få et højere gennemsnit, idet man ikke må give sit eget billede point.

  Autor Runde 1 Runde 2 I alt
1 Lars Tegen 6,50   6,50
2 Lars T. Andersen 6,42   6,42
3 Niels Holmgård 6,33   6,33
4 Anders Iversen 6,00   6,00
5 Niels Jørgen Valentin 5,92   5,92
6 Poul Chr. Jensen 5,50   5,50
7 Søren Wulf 5,50   5,50
8 Henrik R. Kristensen 5,17   5,17
9 Erik Ringkjøbing 5,00   5,00
10 Rune Larsen 4,54   4,54
11 Niels Erik Andersson 3,67   3,67