Klubaften den 13. marts 2025
v. Sten Sagen
Denne aften fik vi fint besøg af fotografen Pia Størup, der blandt andet fortalte om tilblivelsen af sin bog, Echoes of Life: Ghana.
Pia har mere end 10 års erfaring som fotograf indenfor alle mulige genrer. Pia er i øvrigt tidligere medlem af OFA! Ideen til ovennævnte bog kom gradvist efter, at Pia mødte en ghanesisk kvinde på Odense Banegård. Pia blev fascineret af kvindens udseende og fik lov til lave et fotografisk portræt af hende, til brug i en opgave, som Pia skulle løse i forbindelse med sin fotografuddannelse. Bekendtskabet førte til, at Pia via sin ghanesiske veninde fik kontakt til familien Dapaah Salomey i Ghana. Pia fortæller, at hun i mange år har haft stor nysgerrighed på, hvorledes folk lever i andre lande og fik nu muligheden for at udforske livet i Ghana. Specielt hverdagslivet har hendes store interesse.
Hun tog til Ghana sidste sommer, hvor hun boede hos familien i 10 dage. Familien bor i et ganske almindeligt kvarter hovedstaden Accra. Kvarteret var en blanding af hytte/slumlignende boliger uden indlagt vand og el, samt huse med rindende vand som Pias familie boer i.
Pia viste en lang række af sine fotos, både i farver og S/H. Hun nåede at besøge skoler, den lokale poltigård, en kirke og en landsby. I fotobogen er alle billeder i S/H, det var derfor interessant at se farvebillederne også. Billedsproget er meget fascinerende og efter foredraget oplevede man at kende Ghana lidt bedre! Pia afsluttede aftenen med at fortælle en del om de praktiske udfordringer der er ved, selv at stå for udgivelsen af fotobogen. Overskuddet fra bogen vil på forskellig måde gå til lokalsamfundet hun mødte. Hun forventer snart igen at tage til Ghana og opsøge en del af de mennesker hun mødte på sin første tur.
Foredraget var en spændende og fascinerede "rejse" både fotografisk og "etnologisk"!
Alt i alt en meget vellykket aften. Et stort tak til Pia!
- Detaljer
- Artikler
- 25
Links til vores Sociale Medier