Vedtægter for Odense Fotografiske Amatørklub.

§ 1 NAVN OG HJEMSTED
Foreningens navn er “Odense fotografiske Amatørklub”, forkortet OFA.
Foreningens hjemsted er Odense.


§ 2 FORMÅL
At samle alle fotointeresserede uanset alder.
At fremme medlemmernes interesse og forståelse for fotografi.
At dygtiggøre medlemmerne i faget fotografi.

§ 3 MEDLEMSFORHOLD

Som medlem optages enhver fotointeresseret.
Ved indmeldelse udfyldes en indmeldelsesblanket, og der betales det på generalforsamlingen vedtagne indmeldelsesgebyr og kontingent.

§ 4 GENERALFORSAMLINGEN
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i februar måned og indkaldes med en måneds varsel via foreningens hjemmeside samt via mails sendt til medlemmerne via foreningens maildistribution.
Forslag skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
Kun de forslag, der har været nævnt i dagsordenen eller rettidigt er indgivet til formanden, kan afgøres på generalforsamlingen.
Indkomne forslag vil 8 dage før kunne ses på opslag i klubben og udsendes via foreningens maildistribution. Indkomne forslag udleveres skriftligt til medlemmer på generalforsamlingen.
Kun medlemmer, der ikke er i restance, har stemmeret.

DAGSORDEN
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning.
3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til generalforsamlingens godkendelse.
4. Fremlæggelse af budget og fastlæggelse af kontingent.
5. Valg til bestyrelsen.
    a) valg af to bestyrelsesmedlemmer lige år.
    b) valg af tre bestyrelsesmedlemmer ulige år.
6. Valg af to suppleanter og en revisor.
7. Indkomne forslag.
8. Eventuelt.


§ 5 EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING
Ekstraordinær generalforsamling afholdes ifølge beslutning, enten af en generalforsamling, bestyrelsen, eller når mindst 1/3 af foreningens medlemmer, der ikke er i restance, skriftligt fremsætter begæring herom, ledsaget af begrundelse af det der ønskes behandlet.

Fremkommer begæring om ekstraordinær generalforsamling, skal denne afholdes senest en måned herefter.

§ 6 BESTYRELSEN
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, kasserer, sekretær og billedsekretær.
Desuden er der to suppleanter og en revisor.
Foreningen tegnes overfor tredjemand af formanden, kassereren og et bestyrelsesmedlem.
Sekretæren fører forhandlingsprotokol over bestyrelsesmøder og generalforsamlinger.
Bestyrelsesmøder afholdes så ofte formanden eller to bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt. Indkaldelse foretages med mindst syv dages varsel.
Alle afgørelser foretages ved stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsens beslutninger er kun gyldige såfremt mindst tre af bestyrelsen er til stede.

§ 7 REGNSKAB
Regnskabet følger kalenderåret.
Såfremt kassebeholdningen overstiger 2.000 kr., skal det overskydende beløb indsættes på en af bestyrelsen godkendt bankbog.
Kassereren eller formanden kan gyldigt kvittere for alle indbetalinger. Alle udgifter over 3.000 kr. anvises af formanden og kassereren i forening.
Ved regnskabsårets udgang udarbejdes et driftsregnskab og en status, der underskrives af kassereren og formanden og derefter tilstilles revisoren.

§ 8 REVISION
Revisoren vælges for et år ad gangen.
Revisoren skal gennemgå foreningens regnskab kritisk og talmæssigt, og skal forvisse sig om, at de anførte aktiver er tilstede.
Uanmeldt kasseeftersyn kan foretages.

§ 9 MEDLEMSSKAB AF SAMMENSLUTNINGER
Foreningen er tilsluttet “Selskabet for Dansk Fotografi” (SDF), og her igennem FIAP (forenede fotoklubber i hele verden).

§10 OPLØSNING AF FORENINGEN
Foreningen kan kun opløses efter forslag fra bestyrelsen eller 1/3 af foreningens medlemmer.
Opløsningen vedtages på ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, hvis 2/3 af de fremmødte skriftligt stemmer herfor.
OFA´s midler tilfalder i tilfælde af opløsning en eller flere beslægtede foreninger, fortrinsvis i Odense Kommune.

Således vedtaget på generalforsamlingen 24. februar 2011.

Regler for aflevering af billeder til OFA's klubkonkurrence.

• Klubkonkurrencens afvikling
• Afleveringsregler
• Bedømmelse



Revideret maj 2013


Konkurrencens afvikling:

Klubkonkurrencen afholdes hvert år og går over fire runder i monokrom (MP) og farvepapir (CP). Ethvert medlem, der ikke er i restance, kan deltage. Deltagelsen er gratis.

En uge før afleveringen forbedømmes medlemmernes påtænkte afleveringer. På afleveringsaftenen kan de indleverede billeder gennemgås.

Til hver runde vælger bestyrelsen en eller flere eksterne dommere, som fordeler points efter de retningslinier, der er afstukket under bedømmelse. Points og kommentarer præsenteres om dette er muligt personligt af dommeren, ellers indtalt på bånd eller på skrift. Billedsekretæren fører protokol over afleverede billeder og opnåede points.

Pointtallet for alle billeder i MP og CP tæller for hver autor videre i klubmester­skabet. Efter 4. runde fratrækkes det laveste opnåede point for et billede i årets løb.

Klubmester i den enkelte kategori er den autor, som sammenlagt har opnået flest points i de fire runder. Ved pointlighed ses først på opnået antal diplomer, dernæst på højst placerede enkeltbillede. Ved fortsat lighed kåres flere klubmestre.

Der uddeles glas/plaketter med inskription for 1., 2., og 3. pladsen i hver kategori. Ved lavt deltagerantal uddeles der ikke fuldt sæt.
Ved 5-6 deltagere der gennemfører samtlige runder uddeles kun guld og sølv.
Ved 3-4 deltagere der gennemfører samtlige runder uddeles kun guld
Ved 0-2 deltagere der gennemfører samtlige runder uddeles der ikke glas/plakette.



Afleveringsregler:

a) Billedkategori

MONOKROME PAPIRBILLEDER (MP)
1. Rene sort/hvid billeder
2. Totaltonede, f.eks. bruntonede, blåtonede billeder etc.

FARVEPAPIRBILLEDER (CP)
Herunder indgår håndkolorerede billeder, sort/hvide billeder med een partiel farvetone samt øvrige billeder der ikke kan regnes for monokrome.

b) Billedantal
Hver autor kan højest deltage med 2 billeder i MP og CP. Der kan indleveres serier. En serie må bestå af 3-8 billeder og regnes for ét billede.

c) Motivvalg
Emnet for den enkelte runde kan være frit eller bundet efter bestyrelsens afgørelse. Billedsekretæren afgør hvorvidt et billede falder inden for et bundet emne.

Ikke præmierede billeder må deltage 2 gange i konkurrencen. Denne begrænsning gælder også på tværs af de to kategorier MP/CP. Der må dog maks. afleveres en ”genganger” i hver kategori.

Som "nyt billede" anerkendes dog også gengivelser fra tidligere anvendt råmateriale, hvor autor gennem sit videre arbejde med billedet har tilført det en væsentlig ny oplevelsesværdi (teknisk kvalitetsforbedring er ikke nok).

Det forventes at autor selv holder justits med reglernes overholdelse. Er du i tvivl, så vis inden præsentationen i klubben billedet til billedsekretæren, der som den eneste kan diskvalificere et billede.

d) Billedstørrelse
Papirbilleder: max. 30 x 40 cm incl. montering.

e) Montering
Papirbilleder: Skal monteres på let støttekarton/passepartout, max. samlet tykkelse 3 mm.

f) Rettigheder og pligter
Autor er selv ansvarlig for billedernes juridiske indhold.

OFA kan vederlagsfrit offentliggøre billeder fra konkurrencen i klubblad, på hjemmeside og i årbog. Billeder der ikke må offentliggøres disse steder kan ikke deltage i konkurrencen.

Billeder som opnår 1. 2. og 3. plads inddrages til klubbens arkiv. Hvis originalen har særlig værdi, er unik som f.eks. et håndkoloreret billede, kan den erstattes af en vellignende kopi.

g) Mærkning
Før aflevering til billedsekretæren skal billederne være mærket nøjagtigt (og ude­luk­kende) på følgende måde:

 

Bagside på papirbillede
Bagside på papirbillede

 



Bedømmelse:
Alle billeder kommenteres og tildeles points:

19-20 points: Billeder i særklasse
15-18 points: Fremragende billeder
11-14 points: Gode billeder
06-10 points: Hæderlige billeder
01-05 points: Svage billeder


Diplom uddeles for første-, anden- og trediepladsen i hver kategori uanset pointtal. Derudover kan hver dommer efter eget skøn uddele et dommerdiplom på tværs af kategorierne.

Pointgivning og kommentarer skal afspejle dommerens personlige oplevelse af billedet som helhed. Hvilke kvalitetskriterier der lægges til grund, er - en vis fairness indforstået - helt op til dommeren.

Regler for aflevering af billeder til OFA's temakonkurrence.

• Temakonkurrencen afholdes over 4 runder i et kalenderår, én runde i hvert kvartal.

• Der må afleveres max. 2 papirbilleder i hver runde, frit valg imellem kategorierne Monochrom og Farve.

• Billeder må ikke være monteret og må være max. 20cm. x 30 cm. (Eller A4)

• Bedømmelsen sker af OFA's egne medlemmer, alle fremmødte medlemmer har stemmeret.

• Der må afgives point fra 0 - 10 på alle billeder, undtagen ens eget.

• Pointene for hvert billede tælles sammen efter pointgivningen og deles med antallet af dommere for at finde gennemsnittet.

• Hvis autor har afleveret mere end ét billede, er det kun det højest placerede der tæller med i konkurrencen.

• Efter årets 4. temakonkurrence lægges gennemsnittet fra de 4 runder sammen for hver autor. De tre højest placerede autorer præmieres med medalje.

• Ved en eventuel lav deltagelse uddeles medaljerne efter samme fordelingsnøgle som i klubkonkurrencen.

• I temakonkurrencen gælder ligeledes punktet f) Rettigheder og pligter, som beskrevet under Regler for klubkonkurrencen.