Årets billede 2017

 

Årets første klubaften har, så længe jeres webmaster kan huske, været viet til konkurrencen "Årets billede". Her afleverer klubbens medlemmer det ene billede som de synes repræsenterer deres produktion i det forgangne år. En dommer kigger billederne igennem henover jul og nytår og kommer så i klubben for at afgive sin dom på denne første klubaften i 2018.

I år var dommeren John Rasmussen, som I måske kender fra vores Facebook-gruppe. Her lægger han jævnligt billeder op til vores store fornøjelse.
John har i mange år arbejdet på TV2, bl.a. som redigeringstekniker. Han lagde heller ikke skjul på, at han vægtede billeder, som fortalte en historie, højt. Gennemgangen af vores billeder var yderst velforberedt og relevant. Ikke mindst kom der mange konstruktive kommentarer til billederne. Vi siger tak til John, som vi kun kan anbefale som dommer til andre klubber i Danmark. Det er selvfølgelig op til John om han ønsker at udføre dommerjobbene :-)

Alle billeder fik en kommentar med på vejen og det var først til sidst at John afslørede hvilke tre billeder der lå i top - selvom vi måske nok havde fået en mistanke undervejs.

• På 3. pladsen finder vi Sten Sagen med sit billede af 2 mænd der intenst studerer en ung kvinde, der venter på at komme ind på et toilet. Et billede der umiddelbart ser ud til at være taget under sydlige himmelstrøg, men som ved nærlæsning nok er taget i Odense.

• På 2. pladsen Erling C. Hollmanns billede af museumsgæster til Sam Shaw - udstillingen på Brandts. De ivrige gæsters bevægelser er fastholdt i et langtidseksponeret mobilfoto.

• På 1. pladsen har vi Nicolai Godvins billede af sønnike der plasker rundt i en stor boble på vandet. En velfortjent placering til et billede med mange visuelle lag og et billede som man kan bruge megen tid på at studere.



Og her ses Nicolai med sit bevis på, at han har lavet det bedste billede i 2017: et isbjerg med inskription. Et stort tillykke herfra.

Dommer
Dommer Karsten Hviid kommenterer Årets Billede 2016.

Årets første klubaften og dermed årets første fotokonkurrence er allerede overstået, så på den måde er 2017 startet godt op. Dommer Karsten Hviid havde haft billederne til gennemsyn siden vi sluttede i 2016 og havde delt dem i 2 grupper: 6'er-gruppen, som var de af vores billeder der ikke havde nået op mellem de 5 bedste. Alle billeder fik en kommentar med på vejen, så vi fik set hvilke billeder vores klubkammerater (og - inder) havde sendt med i konkurrencen. Det samme skete med den anden gruppe med de sidste 5 billeder, her vil vi nøjes med at nævne de 3 øverste. 2 ud af 3 billeder havde været med i en af runderne i klubkonkurrencen i 2016 og opnået placering. Det giver også god mening, at tidligere vinderbilleder når (næsten) til tops i Årets Billede.

På 3. pladsen finder vi Niels Holmgårds billede af skoleeleverne der er på vej ud på en cykeltur og derfor står linet op i skolegården i et par flotte, næsten øjeformede buer. Hvis jeg husker ret, er billedet skudt med mobiltelefon, men kvaliteten  fejler ikke noget.

René Jensen flyver ind på 2. pladsen med sit enkle, men virkningsfulde billede af 4 vårfluer på et stykke ældet papir. Teknikken er sin egen og med til at skabe stemningen i billedet.

1. pladsen bestiger vores formand Poul Chr. Jensen med sit billede fra Byens Bro i Odense. Et billede taget på en af vores fototure rundt i Odense - må der komme mange flere af dem her i 2017.

Her ses de tre vinderbilleder:

Aab 2016 001
1. plads, foto: Poul Chr. Jensen

Aab 2016 002
2. plads, foto: René Jensen

Aab 2016 003
3. plads, foto: Niels Holmgård